Storms Magasin

View Original

Staycation 2020 (+ 10 ting jeg vil lave)


Hvad har I af planer i sommerferien? En tur til Norge? Tyskland? Eller rundt i det danske sommerland? Mulighederne er jo rimelig begrænsede i år, men det kan også have sine fordele – måske er det på tide at genopdage Danmark, de gode strande, de fine byer, de lækre jordbær og lyse nætter? Og støtte op om lokale oplevelser efter lockdown?

Det er ikke fordi der er lavet sønderligt om på vores sommerferieplaner, vi skulle primært være herhjemme alligevel. Vi havde overvejet en tur til Sverige, men ikke planlagt noget fast, så nu har vi lejet et sommerhus i Nordsjælland i stedet. Og så skal vi også til Bornholm, som vi plejer. Vi har faktisk slet ikke været ude af landet siden vi fik børn (i hvert fald ikke hele familien) og har ikke rigtig planer om de store udenlandsrejser de næste par år. Vi vil egentlig lige så gerne være her og føler ikke at det giver så meget mening at hive dem med ud på lange ture, så længe de er så små – og vi ville nok heller ikke få så meget ud af det alligevel, så vi venter til vi kan tage dem med på en storbyferie i Berlin eller måske en tur til Skotland? Vi må se. Indtil da bliver vi her og nyder alt det Danmark har at byde på. Og ovenpå corona og lockdown er der også mange gode steder, jeg har lyst til at besøge og støtte op om – på alle mulige måder giver det meget god mening at blive hjemme.

10 ting jeg vil lave i sommerferien

Gå gennem Nyhavn (næsten) uden turister. I det hele taget glæder jeg mig til at opleve København en sommer uden alt for mange turister, det bliver (forhåbentlig) den eneste gang jeg har muligheden.

Bade. Mindst 1 gang. Jeg er ikke den store (hav)vandhund, men det er jo ret fantastisk, nå man først kommer i. Det skal jeg altså, mindst 1 gang.

Besøge Museet for Søfart. Jeg er blevet inviteret en tur til Helsingør for at besøge Museet for Søfart (reklame) og da det længe har været på ønskelisten, er sommerferien helt oplagt.

Spise en kæææmpe is. Og uden tvivl mange. Fra bl.a. Østerberg, Bornholms Ismejeri, Lykkelund Gedemejeri, Bageriet Brød og mange andre steder. Hvor er de bedste is? Tip mig gerne i kommentarfeltet, jeg er i fuld gang med at lave en liste over de bedste is i København.

Lægge telefonen (lidt) væk. Jeg vil i hvert fald prøve.

Besøge DAC. Trine har delt så mange gode billeder fra Dansk Arkitektur Center og det ligner lige noget mine drenge (og jeg) ville synes var sjovt, det skal vi prøve. Jeg kan iøvrigt varmt anbefale rutschebanelegepladsen udenfor, der har vi været flere gange.

Læse lidt mere. Igen – telefonen væk. Og fat i en bog og også gerne nogle gode magasiner, det er altså bare federe med noget fysisk at blade i istedet for den evige rullen på skærmen.

Ordne lejlighed. Som jeg allerede har skrevet lidt om på Instagram er planen at få bare lidt mere styr på vores boligsituation. Vi vil rykke rundt på nogle rum, male og måske også give køkkenet en overhaling. Nu må vi se hvad der bliver tid og energi til, jeg har i hvert fald lyst til at starte projektet op hen over ferien.

Lytte til podcasts. Efter to barsler og utallige barnevognsture har jeg fået lyttet til maaaange podcasts og det er verdens dejligste ting. Det minder mig om da jeg var barn og lyttede til lydbøger og tegnede, det er ren balsam for sjælen. Her må I også meget gerne dele jeres favoritter med mig, hvis I vil <3

Bare være. Sammen med mine drenge, min familie og venner. Kaffe om formiddagen, vin om aftenen, god mad, is, skrive et postkort (og 100% glemme at sende det), sand mellem tæerne, sol i ansigtet, musik i ørerne, sidde på en kantsten, spille med en bold, ringe til en ven, sove middagslur (haha kommer jo aldrig til at ske, men ville ønske!) og lægge puslespil. Ah sommerferie.

Rigtig god sommer!