Storms Magasin

View Original

Long time no see

foto-321Sommetider har jeg så meget energi at jeg slet ikke kan sidde stille. Jeg har tusind ideer og projekter og en følelse af at jeg kan alting. Jeg laver noget konstant, dagene flyver afsted og der er ingen grænser for hvad jeg kan nå - et fuldtidsjob, en (næsten) fuldstidsblog plus en milliard arrangementer og aftaler. Jeg elsker at have travlt, det er sjovt, det er det virkelig og jeg kan bare blive ved. Jeg sover mindre om natten og vågner op med en følelse af at jeg skal videre. Der er en masse jeg skal nå og jeg føler ofte at jeg er bagud. Ved ikke helt med hvad, bare bagud. Selvom det her ikke er et nyt fænomen i mit liv, har jeg stadig svært ved at styre det. Set i bakspejlet burde jeg stoppe op, tage den med ro og bruge et par timer på sofaen en gang i mellem. Gå en tur og lade være med hele tiden at tænke. Og hele tiden skulle have noget ud af min dyrebare tid. Men som det går hver gang, så får denne periode en afslutning. Energien daler og humøret med. Den uendelige træthed melder sig. Og så er der ikke andet at gøre end at sætte tempoet ned. Faktisk bliver det simpelthen fysisk umuligt at gøre andet. Min krop går i stå, vil igenting og hjernen siger også stop. Pludselig kan jeg ikke huske hvilken dag det er eller hvad det er, jeg sidder og laver. Kan ikke finde ud af hvad jeg har lyst til at spise til aftensmad eller beslutte mig for hvilke sko jeg vil have på. Hverdagssmåting bliver meget uoverskuelige.

Og så kommer udfordringerne - alt det jeg satte i gang i min travle periode er jo ikke bare væk, fordi jeg ikke længere har energien til det. Jeg skal på arbejde, overholde mine aftaler og bloggen skriver heller ikke sig selv. Derfor har her været stille, mit yndlingsunivers har måtte lade livet for en tid. De sidste par uger har været så hårde, især denne. Kan slet ikke beskrive hvor træt jeg har været. Derfor har jeg virkelig set frem til weekenden, hvor jeg endelig kunne sove og lave ingenting hele dagen. Og det har jeg gjort. Sovet og spist kage og boret næsen langt ned i den bløde kattemavse og bare siddet i sofaen med verdens sødeste mand. Det hjælper og snart er jeg forhåbentlig fuldstændig ovenpå igen. Og så starter det hele forfra igen, hvis jeg kender mig selv ret.

English recap: About having so much energy and about being oh so tired. Use the Google Translation button to translate.