Storms Magasin

View Original

Mine kjoler 1 - 5

Det er ingen hemmelighed at jeg samler på kjoler - vintagekjoler. Jeg elsker dem. Hvor min kærlighed til disse kjoler kommer fra ved jeg ikke rigtig, men den er stor og til tider næsten altoverskyggende. Jeg bruger det meste af min fritid på nettet og rundt omkring i København - altid på jagt efter det næste fund. Jeg har især mange kjoler fra 1950'erne, da de for mig er noget helt særligt. De passer min kropsform bedst og så elsker jeg deres udtryk, som spænder bredt fra sofistikerede og vampede "wiggle dresses" til pastelfarvede, romantiske kjoler med blonder og store skørter. Jeg har samlet i ca. seks år og har snart 100 forskellige vintagekjoler. De er blevet en stor og vigtig del af mit liv og bloggen her er til ære for dem. Derfor har jeg en ambitiøst forestilling om at skulle dokumentere hver og en af mine elskede med billeder og en kort historie om hvor, hvornår og hvordan jeg fik fat i disse kjoler. Jeg har indtil videre lagt ni kjoler op og her er en opsummering af de fem første.  

Kjole nr. 1 

Denne kjole er ikke den første vintagekjole jeg har købt, men det var uden tvivl denne kjole, som satte det hele i gang. Den dag jeg fandt denne kjole står stadig lysende klart i min erindring - det var virkelig kærlighed ved første blik. Jeg var forbi vintagebutikken FN92 en eftermiddag og der var den på en gine. Jeg kredsede længe om den, men besluttede mig for at gå igen, da jeg egentlig ikke havde råd til at købe den. Jeg fortrød hurtig, gik tilbage og fik lov at prøve kjolen. Den var den smukkeste kjole jeg nogensinde havde set, men fornuften vandt og jeg gik igen. 10 min efter stod jeg i butikken for tredje gang den eftermiddag og glemte alt om økonomi og købte denne fantastiske røde 50'er silke kjole. Jeg har aldrig fortrudt det og den er stadig en af mine absolutte yndlinge.

 

Kjole nr. 2

Denne kjole var et af mine første køb på Etsy, som efterhånden er blevet til rigtig mange. Farven er fantastisk, den er virkelig behagelig at have på og helt perfekt, når det er rigtig varmt. Det var det også for to et halvt år siden, da jeg lige havde afsluttet min uddannelse på Grafisk Højskole og var ude og fejre det med mine venner. Sent på aftenen (eller tidligt på morgenen) endte vi op på Bakken i Kødbyen og jeg fik øje på en helt fantastisk mand helt klædt i sort og med det flotteste skæg jeg havde set. Jeg tror det har været en blanding af glæden ved endelig at være lykkelig igennem eksamen, sommer og denne smukke kjole, som gav mig overraskende meget selvtillid til at styre direkte op til ham i baren og komplimentere ham med han store sorte fuldskæg. Vi har været sammen lige siden og skal giftes til sommer.

 

Kjole nr. 3

Kjole nr. 3 er efterhånden lidt af en klassiker i mit klædeskab. Endnu en smuk 50'er kjole, som jeg har brugt virkelig meget - den er helt perfekt til forår og har været til utallige fester i løbet af de sidste år. Jeg købte den i FN92 et år lige omkring påske og den minder mig altid om gule kyllinger og tulipaner.

 

Kjole nr. 4

Sidste sommer flyttede min kæreste og jeg til Vesterbro og lige pludselig kom jeg til at bo dejlig tæt på vintagebutikken PRAG, som har utrolig mange fine ting og jeg har virkelig gjort nogle fantastiske kup her - bl.a. denne smukke kjole! Det er den perfekte fødselsdagskjole - helt tilpas fin og festlig og har brugt den både til min egen og andres. Ser frem til varmere vejr og fødselsdage, så den kan komme på igen.

 

Kjole nr. 5

Denne kjole er købt i en af mine ynglingsbyer - Amsterdam! Amsterdam er efter min mening total undervuderet, men jeg elsker den by, har været der fire gange og vil meget gerne tilbage. Her findes der også virkelig gode vintagebutikker bl.a. Laura Dolls som har SÅ mange smukke kjoler og det er også her jeg har købt kjole nr. 5. Den er syet i kraftig bomuldsstof hvilket gør den lidt stiv og skørtet står derfor næsten af sig selv. Desværre begik jeg den store fejl at indlevere den til rens (havde selvfølgelig spildt chokoladeis ned af den) og det kunne den IKKE tåle. Roserne plejede at være knaldrøde, men da jeg hentede den var de orange og renseri-manden stod meget frustreret med min kjole, som åbenbart havde smittet af på de fleste andre ting han skulle rense. Siden den dag har jeg renset mine kjoler selv.

 

English recap: I LOVE vintage dresses and I have around 100. These are the first five in my collection.