Los Angeles vintage guide
Ingen anden by, jeg har besøgt, kan sammenlignes med Los Angeles, når det kommer til vintage. LA har siden midten af 1900-tallet været hjemstavn for de rige og berømte, og det smitter også af på udbuddet af vintage. Her er uendelige mængder af tøj og accessories og kvaliteten er fantastisk. Det bugner virkelig af eksklusive vintagefrakker, -kjoler, -hatte, -smykker, -tasker – you name it. Og i forhold til kvaliteten er priserne også gode. Selvfølgelig koster en original Lanvin couturekjole fra 1954 det den skal koste, men man kan nemt finde rigtig gode ting til en brøkdel af europæiske priser.
Her er en række af mine yndlingsvintagebutikker i LA:
Playclothes, 3100 W Magnolia Blvd
Prisklasse: $$$$
LA er en enorm by, på størrelse med Sjælland sådan ca. Og har man ikke tiden eller lysten til at køre i timevis efter de forskellige vintagebutikker, skal man i det mindste unde sig den oplevelse at køre til Burbank, til West Magnolia Boulevard. Det er (efter min oplevelse) det mest koncentrede område med vintagebutikker – og også nogle af de allerbedste. Playclothes er en af dem og her starter jeg helst min vintage shopping. Butikken er en kæmpestor og proppet med det bedste af det bedste. Masser af kjoler, hatte, tasker, smykker, men også en stor afdeling for mænd og børn, hvilket ellers kan være svært at finde.
hubba hubba, 3216 og 3220 W Magnolia Blvd
Prisklasse: $$$
Lidt længere nede af West Magnolia Boulevard ligger Hubba Hubba. Væsentlig mindre end Playclothes, men udvalget og priserne er rigtig gode. Derudover er butikken bestemt et besøg værd, bare fordi at opleve den skønne og ultra excentriske ejer: en lille, rapkæftet dame som ikke holder sig tilbage – hverken når det gælder smøger, direkte spørgsmål eller (mere eller mindre passende) kommentarer om kunderne. Ikke alle holder af hendes facon, men jeg elsker hende.
Elsewhere Vintage og Joyride, 105 og 109 W Chapman Ave
Prisklasse: $$$$
Elsewhere Vintage er endnu en fantastisk vintagebutik med (bogstavelig talt) kjoler fra gulv til loft og et stort udvalg af smykker, tasker og andre accessories. Og lige ved siden af ligger Joyride, som er den flotteste vintagebutik til herrer jeg endnu har set.
Ragg Mopp Vintage, 3816 W. Sunset Blvd
Prisklasse: $$$$
I et af mine yndlingsområder, Silver Lake, ligger Rag Mopp Vintage. Endnu en fin lille butik med et stort udvalgt af vintage – alt fra delikate 1920’er kjoler til flower power outfits fra 1970’erne.
The Way We Wore og Golyester, 334 og 450 S La Brea Ave
Prisklasse: $$$$$
På La Brea Avenue ligger to ultra eksklusive vintagebutikker – The Way We Wore og Golyester, begge med et ekstremt imponerende udvalg. Her er alt, hvad en vintageelsker kan drømme om: rækkevis delikate og næsten ubrugte 1930’er kjoler, sjældne smykker fra 1940’erne og særlige couture afdelinger, som jeg aldrig har set ligende. Det er her LAs stjerner køber vintage, og priserne er naturligvis også derefter. Måske kender du programmet LA Frock Stars, som handler om butikken The Way We Wore og alle dens kunder? Det siger ligesom det hele.
> Se Dita von Teese besøge The Way we Wore
Slow, 7474 Melrose Ave
Prisklasse: $$$
Melrose Avenue er en af de største og mest omtalte shopping gader i LA. Butikkerne spænder bredt – dyrt og billigt, nyt og gammelt, classy og trashy. Og midt i det hele ligger Slow – en stor, flot vintagebutik i to etager med rigtig mange gode fund både til mænd og kvinder.