Tusind tak for alle jeres fine spørgsmål! En del handler om hår og makeup, så det får sin egen post en anden gang. Også mange spørgsmål om København, her laver jeg en lille guide til mine yndslingssteder ved lejlighed.
Men altså også mange andre gode spørgsmål og her kommer første del!
Q: Hvor køber du kjolerne (mener du har nævnt Etsy, men er der andre steder)? Og køber du kun ægte vintage eller også reproduktioner?
A: Jeg køber sommetider kjoler på Etsy, men oftest og allerhelst køber jeg dem i Københavns vintagebutikker. Jeg synes det er sjovest at lede i "virkeligheden" frem for nettet og kender efterhånden også de fleste butiksejere. Og så vil jeg gerne støtte op om de danske butikker ellers risikerer vi jo at de forsvinder og det ville være frygtelig trist.
Ca. 90% af min garderobe er vintage, resten er nyt. Jeg køber f.eks. altid nye sko og også nogle cardigans og en nederdel eller andet i ny og næ. Men jeg vil helst købe vintage. Ikke fordi jeg ikke kan lide nyt tøj, men jeg synes bare det er meget sjovere at gøre unikke vintagefund end at købe det alle andre har. Og så er det miljøvenligt, det er også vigtigt for mig. Derfor køber jeg heller aldrig reproduktioner, så går ideen lidt af for mig.
Q: Hvilke blogs læser du?
A: Uh der er mange gode, se dem allesammen lige her!
Q: Indretter du dig som i halvtredserne? Lever du som dengang, sådan i hovedtræk?
A: Det er på ingen måde mit mål hverken at ligne eller indrette mig præcis som man gjorde i 1950'erne. Jeg har dog en del møbler fra 1940 - 1960 af samme grund, som jeg køber tøj fra denne periode: jeg elsker det visuelle udtryk og kvaliteten. Og så har jeg det bedst med at købe brugt. Jeg er ikke en fan af det stigende overforbrug og hele køb-og-smid-væk-kulturen som er meget fremherskende i den vestlige verden. Læs eventuelt et af mine ældre indlæg hvor jeg svarer lidt mere uddybende.
Q: Hvad laver du, når du ikke køber vintagekjoler? Arbejder du med det?
A: Jeg arbejder ikke med vintage andet end med bloggen og alle de projekter det fører med sig selvfølgelig. Mit "rigtige" job er som art director på et reklamebureau og her kan jeg heldigvis klæde mig lige præcis som jeg har lyst til!
Q: På din blog savner jeg en søgefunktion, for måske har du allerede skrevet om flere af de ting jeg spørger om tidligere. Jeg savner også ”tags”, så jeg kan læse om det jeg har lyst til. Men måske er du ude efter det enkle look, ala gammeldags dameblad, hvor der ikke var 117 irriterende og meget kulørte overskrifter.
A: Der findes allerede en søgefunktion og tags, men de fungerer ikke på mobil - prøv at tjekke bloggen på en computer, så skulle du gerne kunne se det hele i højre side.
Q: Hvad er forskel på vintage og retro og pinup? Hvornår er det det ene og det andet?
A: Vintage er en svær størrelse for der findes ikke nogen endegyldig definition, i hvert fald ikke når det kommer til tøj. I min verden (og mange andres) er vintagetøj fra 1920 - 1979. Er tøjet fra før 1920 man betegne det som antikt. Retro er egentlig bare en betegnelse for ting, som ikke er nutidige, men når man snakker om retrotøj er det ofte tøj fra 50'erne - 70'erne. Repro derimod er tøj, som er lavet i dag, men ligner vintage. Pinup er et begreb, som kommer fra mandeblade fra 1940 - 1960. Midt i bladet var ofte et plakat af en letpåklædt kvinde man kunne tage ud og hænge op - deraf navnet "pin up". Pinup-stilen er derfor mere sexet, men stadig forholdsvis sober.
Retro, pinup og vintage er som sådan ikke tre forskellige stilarter, men forskellige begreber, som ofte dækker over de samme ting.
English recap: Answers to your questions. Use the Google Translation button to translate.
Følg med på Facebook, Instagram og Bloglovin'