Misforstå mig ikke – jeg har det rigtig godt, jeg føler mig meget heldig og meget priviligeret. Livet er godt og stort set som jeg gerne vil have det. Jojo, lidt flere penge på kontoen og lidt flere kvadratmeter at boltre sig på kunne jeg da godt bruge, men alt i alt kunne jeg ikke bede om meget mere.
En gang imellem gad jeg bare godt at livet var lidt mere som Nutella – lækkert, smørbart og uproblematisk. Hvorfor skal det være så intenst her midt i livet med små børn og arbejde? Hvorfor kan man ikke smøre lidt af alle glæderne, sorgerne, travlheden og de små buttede børnefingre udover hele livet? Hvorfor føler jeg at det hele sker lige nu? Det er både uoverskueligt og samtidig er jeg bange for ikke at få det hele med. Nyder jeg det nu nok? Får jeg det bedste ud af tiden? Ingen anelse. Jeg prøver at tage så meget ind, jeg kan, holde fast i flygtige øjeblikke og håber at de lagrer sig derinde dybt i sjælen et sted til roligere (og måske mere ensomme) tider. Livet altså. Men det er jo nok netop det, som gør det det. Rutsjebaneturen, følelserne, de tætpakkede dage, den dårlige samvittighed, de store grineture, den evigt fyldte opvaskemaskine, de små mennesker, hele baduljen. Kan jeg ikke bare få lov at gemme lidt af hele tornadoen til en dag, jeg har bedre tid? Til en dag jeg savner infernoet. Til en dag jeg har mere overskud. Til en dag jeg virkelig kan nyde det.
Kunne man ikke bare få lov at fordele det hele lidt? Som et brunt, tyktflydende sukkerchok som klistrer på tænderne over mange år istedet for en ganske kort periode. Livet altså <3