Siden Marie Kondo fik sin egen serie Tidying Up på Netflix i 2019, har oprydningsfeberen raset alle steder. Har du (endnu) ikke set serien, får du her den klokkeklare pointe opsummeret: alt i dit hjem som ikke giver dig umiddelbar glæde (frit oversat af ‘sparks joy’) skal ud, så får du bedre overblik og mere overskud. Parallelt med serien har der i en længere periode været et voksende fokus på minimalisme og at leve med færre ting med samme gevinst som Netflix-serien – overblik og overskud (både mentalt, fysisk og økonomisk).
Det giver rigtig god mening og det tror jeg egentlig også på. Men hvad hulan gør man, når man er sådan en som mig, som gemmer og gemmer og er glad for nogle ting i perioder og andre ting i andre perioder? Og er så dårlig til at skille sig af med ting fordi “jeg bruger ikke den her lige nu, men den er da fin, det kan være jeg skal bruge den en anden gang”. Jeg er ingen minimalist, det er jeg virkelig ikke.
Jeg er ingen minimalist, det er jeg virkelig ikke.
Jeg ved ikke om man er født samler, eller det er noget som man tager til sig undervejs, men jeg har været det så længe, jeg kan huske. Da jeg var lille var det bamser. Og Barbie-dukker. Og servietter. Og blyanter. Og klistermærker. Og tøj. Jeg har haft masser af tøj (og har stadig) – også langt mere end jeg egentlig har brug for, ser man på det sådan helt lavpraktisk. Hvorfor? For mig af den helt simple grund at det, som Marie Kondo formulerer, ‘sparks joy’. Jer som har fulgt med en rum tid, ved godt at tøj betyder noget for mig – det er en historiefortælling og en ægte kærlighed. Den slags er det jo svært at skille sig af med og jeg har heller ikke lyst. Derfor gemmer jeg. Ikke alt, men meget, selvom jeg forsøger at begrænse mig. Men kan man retfærdiggøre alt det tøj? Er det overhovedet bæredygtigt? Umiddelbart nej, men så alligevel.
Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor den havnede i kælderen, men da vi flyttede ind i lejligheden, syntes jeg åbenbart ikke at den skulle have plads i garderoben. Det skal den til gengæld nu.
Efter at have slået mig selv i hovedet over ikke at have evnen til at rydde ud og skille mig af med ting (tøj) en rum tid, var jeg en dag i min kælder for at lede efter noget, sikkert børnetøj. Allerbagerst oppe på en hylde spottede jeg pludselig en kasse jeg have glemt. Jeg øjnede noget lysegult stof med sorte prikker og huskede med det samme den fine 80’er-kjole, jeg købte for 12-13 år siden. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor den havnede i kælderen, men da vi flyttede ind i lejligheden, syntes jeg åbenbart ikke at den skulle have plads i garderoben. Det skal den til gengæld nu. Det samme gælder et par sorte satinstilletter og en basket sweatshirt. Uden at have brugt en krone blev min garderobe alligevel lidt rigere. Og så affandt jeg mig med ikke at være så god til at rydde op, men til gengæld at være rigtig god til at gemme de gode ting og shoppe min egen garderobe igen og igen.
Det er ikke sikkert at du hverken har plads eller lyst til at gemme så meget som jeg gør, men er du typen som holder fast i nogle ting, er det altså helt ok. Det vigtigste er at det ikke bliver en besættelse (og man ender i et frygteligt tv-program som er ved at drukne i sit eget rod – der vil vi ikke hen), men du må altså godt gemme lidt. Hvem ved, måske genforelsker du dig i dit eget tøj om nogle år? Måske skal det bare have en pause, for at føles spændende igen?
Det er selvfølgelig godt at overveje hvad man gemmer og hvorfor, så det ikke tager overhånd. Og huske at kigge de gemte kasser igennem en gang i mellem og gøre status (det skal jeg selv blive bedre til). Jeg gemmer selv:
· Tøj i god kvalitet
· Tøj med et særligt minde
· Tøj som er unikt, f.eks. sjældne vintagefund
Vi er ikke alle sammen minimalister eller fuldstændig afklarede med, hvad vi har lyst til at have på næste sommer. Livet ændrer sig, omgivelserne ændrer sig, vi ændrer os. Og det kan godt være forsvarligt at have en stor garderobe, så længe tøjet er i rotation. Se det som et tøjarkiv, hvor du gemmer særlige ting til fremtiden, men husk også at give slip, når det er tid.